kriegen
ˈkʀiːɡŋ̍,
krie·gen,
Verb (transitiv)
verb (transitive)
verb (transitive)
1.1
to get, to receive, to catch, to obtain
umgangssprachlich: bekommen
umgangssprachlich: bekommen
jemand (1) kriegt etwas (4)
Perfekt mit haben
Perfekt mit haben
Flexion
| Form | Wortform |
|---|---|
| Präsens 1. Pers. Sg. | kriege |
| Präsens 2. Pers. Sg. | kriegst |
| Präsens 3. Pers. Sg. | kriegt |
| Präteritum 1. Pers. | kriegte |
| Konjunktiv 2, 1. Pers. | kriegte |
| Partizip 2 | gekriegt |
| Imperativ 2. Pers. Sg. | krieg(e) |
| Imperativ 2. Pers. Pl. | kriegt |
Korpusstatistik
| values | global | newspapers | boards |
|---|---|---|---|
| rank | 729 | 1098 | 678 |
| frequency per 1 million words | 123.61 | 48.834 | 173.68 |
| frequency class | 9 | 10 | 8 |
| rank stability | 2008 | 6397 | 588 |
| rank productivity | 297 | 845 | 93 |